Personlig træner uddannelse – Hvordan ?
Der er mange måder at blive personlig træner på, og der findes flere gode uddannelser i både Danmark og udlandet.
”Personlig træner” er ikke en beskyttet titel, og det betyder også, at der er mange uambitiøse uddannelser, der kan give dig papirer på, du er personlig træner, uden du dog har lært det helt store.
Vil man være dygtig personlig træner med de bedste forudsætninger for at hjælpe klienterne, bør man søge mod en af de mere ambitiøse uddannelser, hvor man bliver rustet til virkelig at hjælpe med unikke programmer og med at forstå udviklingen i længere forløb, så øvelserne løbende bliver tilpasset eksempelvis resultater, skavanker og hverdagen hos den enkelte person.
En del af de grundige og omfangsrige uddannelser til personlig træner kræver, at du først har visse grundforudsætninger. Det kan eksempelvis være, at du er uddannet fitnessinstruktør, fysioterapeut eller har bachelor i idræt.
Nogle få uddannelser har ikke disse krav, men de er til gengæld typisk længere og dyrere, da de skal dække langt bredere.
Hvor kan man blive personlig træner?
Der er flere forskellige steder i Danmark, du kan uddanne dig til personlig træner.
Fitness Institute uddanner personlige trænere, og her er der uddannelser i både Århus og København. Her er forudsætningerne, at man er fitnessinstruktør eller har tilsvarende erfaringer via eksempelvis fysioterapeutuddannelse eller en bachelor i idræt.
Men man kan dog få de nødvendige kurser op til uddannelsen i en samlet pakke. Forløbet til personlig træner varer isoleret set seks uger.
Hos Atwork finder du også en uddannelse til personlige trænere med samme forudsætninger for deltagelse, men også her med mulighed for at købe en samlet pakke. Forløbet varer også her seks uger, og kan tages i København, Frederiksberg, Aarhus og Vejle.
Health Lab uddanner ligeledes personlige trænere med samme forudsætninger, og også her er det muligt i både Jylland og København. Her er uddannelsen typisk lidt over en måned.
Slutteligt er det også muligt at blive personlig træner i Aalborg på Sportshøjskolen. Her er der ingen forudsætninger, men til gengæld varer forløbet 42 uger, og dermed er det også en del dyrere end de øvrige kurser, ligesom man naturligvis skal omkring flere grundlæggende ting og elementer, da deltagerne i udgangspunktet ikke har de samme faglige forudsætninger.
I udlandet og ikke mindst USA er der mange uddannelser, hvor du kan uddanne dig til personlig træner. Det er altid en god idé at sætte dig ind i, om det er en anerkendt uddannelse med et højt kompetent indhold, inden du eventuelt vælger en uddannelse i udlandet.
Hvad indeholder uddannelsen
Generelt kommer man altså bredt omkring på de nævnte uddannelser. På de fleste skal man som nævnt have en hvis mængde grundviden om anatomi og træning for overhovedet at komme ind, og mange steder anbefaler de endda også, at man allerede har erfaring med at arbejde som fitnessinstruktør.
Det er da også en rigtig god idé at have praktisk erfaring, så man har en ballast at tage udgangspunkt i under læringsforløbet og kan reflektere over dine erfaringer.
Man vil naturligvis komme omkring diverse emner om træning, motivationsteori, skadesforebyggelse, kost og meget andet. Det er forskelligt fra uddannelse til uddannelse, hvordan uddannelsen præcis er opbygget, og nogle uddannelser vil være ekstra gode, hvis du har meget specifikke mål med din uddannelse.
Der er naturligvis typisk en del decideret træning på uddannelserne, hvor du typisk træner og underviser med de øvrige studerende. En vigtig del af uddannelsen er dog også teori, og det slipper man ikke for uanset hvilket sted, man vælger. Det kan eksempelvis være teori om muskler, kost, skader, pædagogik, centerledelse og lignende.